Livshjælp: Retten til et selvstændigt liv – Nu eller aldrig! Retten til et selvstændigt liv skal gælde for alle. For mennesker med muskeldystrofi handler fremtiden ikke om passiv pleje eller opbevaring. Det handler om livshjælp. Når kroppen svækkes af muskelsvind, er den rette støtte selve fundamentet for overhovedet at have et liv. Derfor rejser vi et ufravigeligt krav: Livshjælp skal være en universel ret, der sikrer fuld selvstændighed og uafhængighed – uanset hvordan du bor, og uanset din alder. Hvad er Livshjælp? Støtte til at leve – ikke blot overleve: Livshjælp er den nødvendige assistance, der kompenserer for den fysiske funktionsnedsættelse.
Nøglen til selvbestemmelse: Det er hjælpen til at passe et arbejde, tage en uddannelse, være forælder og deltage aktivt i samfundet.
Frihed i hverdagen: Støtten skal give det enkelte menneske fuld kontrol over sit eget liv og sine egne valg.
Uden at det gør ondt i livet Det må ikke kræve en opslidende og smertefuld kamp mod systemet at få den hjælp, man har ret til. Det gør “ondt i livet”, når mennesker med muskelsvind skal leve i konstant frygt for at miste deres hjælpetimer, eller når bureaukrati og rigide kasser spænder ben for friheden. Livshjælp skal skabe tryghed – ikke konstante bekymringer og systemskabte smerter. Min virkelighed: 40 år med muskelsvind Tag et kig på min virkelighed. Jeg er 53 år i dag. I 40 år har jeg levet med muskelsvind. Kroppen er slidt, og jeg er træt. Men i stedet for at få den nødvendige ro og støtte, møder jeg et system, hvor det i dag er blevet næsten umuligt overhovedet at få hjælp. Efter fire årtiers kamp mod sygdommen skal jeg nu også kæmpe mod kasser og paragraffer for at bevare min værdighed. Det er uværdigt, og det slider et menneske op indefra.Vores mærkesag: Nu eller aldrig!Vi kigger ind i en fremtid, hvor presset på velfærdssamfundet stiger. Netop derfor er det nu eller aldrig, at vi skal fastslå princippet om livshjælp. Vi accepterer ikke en fremtid, hvor mennesker med muskelsvind taber terræn, lades i stikken og mister deres uafhængighed, efterhånden som de bliver ældre. Vi kræver politisk handling og en lovgivning, der ser det hele menneske. Livshjælp er ikke en udgift – det er investeringen i et selvstændigt og værdigt liv. Hele livet.
Ser livet ud fra mine øjne, og ikke ud fra dine øjne, som ikke kan se det, jeg ser. Alt er set ud fra min egen synsvinkel. I al fremtid skriver jeg kun om sandheden i mit liv, præcis som jeg har gjort de sidste 27 år online på mine blogs, hvor jeg dækker livet med muskeldystrofi på tværs.
Dette siger i virkeligheden alt om tilværelsen. For livet kan sgu ikke gøres op i penge. Alle årets dage skal hænge sammen, hvilket overhovedet ikke kan lade sig gøre uden hjælp. Kroppen har ikke musklerne til det selv, og brikkerne i puslespillet skal lægges, før en hverdag og et liv overhovedet kan fungere. Det er sandheden, uanset om du er rask i morgen eller i fremtiden.
From my point of view
Looking at life from my eyes, and not from your eyes that can’t see what I see. Only the truth is healthy tomorrow and in the future.
My life is like a puzzle, and the pieces must be put together before my days can function. I am only looking at life from my point of view. In all future, I will only write
about the truth in my life – just as I have done for the last 26 years online on my blogs, sharing the reality of muscular dystrophy across.
This says everything about life, because life can’t be made up of money. Every single day of the year requires support. Without help, before life can function, I simply do not have the muscles for it. That is the reality, whether you are healthy tomorrow or in the future.
I dag er min virkelighed fuldstændig umenneskelig. Selvom jeg råber op og fortæller sagsbehandlerne, at jeg IKKE kan mere, bliver jeg mødt med en kold mur af paragraffer og regneark. Det føles som om, min krop skal gå fysisk og uigenkaldeligt i stykker, før nogen overhovedet gider at lytte.
Fanget i loftliften 168 timer om ugen
Fordi jeg mangler faste, trygge hænder i hverdagen, må jeg tilbringe oceaner af tid hængende i et sejl i en loftlift. 168 timer om ugen – døgnet rundt – er det den virkelighed, mit liv er blevet reduceret til.
Min krop er slidt helt ned af det her svigt. Det konstante slid betyder, at jeg i dag næsten ikke kan sidde ned i min kørestol mere på grund af voldsomme smerter.
Hjemmeplejen er ikke nok
Den almindelige hjemmepleje gør ikke meget for mig i hverdagen, og det er ikke deres skyld. De er underlagt stressede, faste klokkeslæt og stramme minuttællinger. Men en svær, progressiv diagnose som muskelsvind kræver akut, kontinuerlig og specialiseret hjælp – ikke hurtige standardbesøg fra skiftende medarbejdere, der skal haste videre til næste borger.
Det her er ikke værdigt. Det er ikke omsorg. Det er ren og skær administrativ afvikling af et menneskeliv for at få et kommunalt budget til at stemme.
Mennesket Først!
Jeg nægter at være et usynligt journalnummer, der bare forsvinder i systemets mørke. Det her er ikke kun min personlige kamp – det er en kamp for retssikkerheden for alle os, der lever med et handicap i Danmark.
Det er på tide, at både lokalpolitikere og Christiansborg vågner op. Vi skal have rullet regnearks-ledelsen tilbage, vi skal af med den konstante mistillid og de evige re-visitationer. Det er på tide, at vi begynder at sætte MENNESKET FØRST!
