Dagbog fra den virkelige verden: Sandheden om hjemmeplejen Når man lever med en tung diagnose som muskeldystrofi, bliver ens eget hjem forvandlet til en arbejdsplads. For at få hverdagen til at fungere er man fuldstændig afhængig af de mennesker, der træder ind ad døren fra hjemmeplejen. Men virkeligheden bag kulisserne er langt fra det glansbillede, kommunen ynder at male. Her er den rå sandhed og mine ægte oplevelser, hentet direkte fra virkeligheden. Et system i konstant tidspres Hjemmeplejen i dag er styret af rigide minuttal, stress og konstante udskiftninger. Det føles alt for ofte som et samlebånd, hvor det hele menneske bliver glemt i skyndingen. Når man har muskelsvind, kan kroppen ikke tåle alt – tingene skal gøres i det rigtige tempo, og brikkerne i puslespillet skal lægges præcist, før dagen overhovedet kan fungere. Men systemet tager ikke hensyn til det enkelte menneske; det tager hensyn til skemaer og stopure. Tryghed, der forsvinder med nye ansigter Det gør ondt i livet, når man konstant skal lægge sin krop og sit privatliv i hænderne på nye, fremmede ansigter. Sandheden er, at manglen på kontinuitet skaber en enorm utryghed. Man tvinges til at genforklare sine behov forfra, hver eneste dag, til vikarer, der knap nok har tid til at lytte. Det slider et menneske op indefra, og det fjerner den værdighed, man har krav på i sit eget rækkehus. Vi kræver værdighed – ikke bare opbevaring Dette er ikke blot brok – det er min dokumenterede dagbog og sandheden om et system, der er ved at falde fra hinanden. Som en sej muskelsvindler nægter jeg at tie stille. Vi har brug for ægte, personlig hjælp og tryghed. Det handler om retten til at leve et værdigt og selvstændigt liv – hele livet.