så Spring vi nu 100 år frem i tiden. Rundt på gulvet står hans gamle marionetdukker klar, og midt i det hele sidder hans dattersøn, Klaus Emilius. Klaus sidder i en bordeaux-farvet kørestol, ramt af muskelsvind, og skaber opsigtsvækkende performancekunst og rå blues musik. To mænd. To kunstnere. Det samme navn og det samme uforfærdede gøglerblod. Selvom vilkårene er forskellige, deler de den samme komiske timing, den samme kærlighed til teatret og det samme mod til at provokere. Det er en historie, der kun sker cirka to gange på hundrede år i en slægt: Når den gamle karakterskuespillers arv smelter sammen med en moderne, rullende kunstner, så går det for alvor fremad på scenen! Dette er simpelthen så stærkt, Klaus Emilius. Det her bliver hjertet