Et af de mest håbløse og frustrerende eksempler fra min hverdag med hjemmeplejen handler om noget så banalt – men for mig fuldstændig afgørende – som mine køkkenmaskiner.

Hvorfor i alverden skal personalet absolut flytte rundt på mine køkkenmaskiner morgen og aften, hver evig eneste dag, året rundt? Resultatet er, at jeg overhovedet ikke selv kan bruge mine egne maskiner, fordi jeg simpelthen ikke kan nå dem, der hvor hjælperne stiller dem hen. De tænker overhovedet ikke over konsekvenserne i hjemmeplejen. Når jeg ringer til kontoret for at klage over, at det sker gang på gang, vil de ikke engang svare mig på det.

Skal det virkelig være nødvendigt, at jeg skruer mine køkkenmaskiner fysisk fast til køkkenbordet, før de stopper med at flytte på dem?

Udover det kan de ikke engang finde ud af at gøre et hjem ordentligt rent. Hvorfor skider man så massivt på muskelsvind og på borgerens behov i hjemmeplejen? De mangler fuldstændig forståelsen for, at når man har min diagnose, så skal tingene stå på en helt bestemt måde, hvis man overhovedet skal have en chance for at bevare en smule af sin selvstændighed.