en sang som har skriven
Da computeren kom til egnen
Det hele startede i 1983. Det var det år, hvor resten af verden stadig troede, at computere var forbeholdt videnskabsfolk i hvide kitler. Men i et lille, mørkt rum sad to knægte, Arn og Klaus Emilius, og stirrede på en helt nyindkøbt Commodore 64. Skærmen lyste op med et blåt og lilla skær, og lyden af båndoptageren, der tyggede sig igennem kassetter, fyldte rummet. Men de to drenge ville mere end bare at spille spil. Sammen med en lokal mand i 20er, der havde fuldstændig styr på forstonik og loddekolber, skete det magiske: De byggede deres egne hardware-moduler. Ved hjælp af LEGO-klodser, ledninger og rå kodning fik de computeren til at styre værelsets rullegardiner. Det var i 1983 og 1985 – årtier før verden overhovedet havde opfundet ordet “Smart Home”.
Da de mødte op i folkeskolen, var rollerne byttet fuldstændig om. Lærerne og kontoret kiggede magtesløse og forvirrede på de nye maskiner. Kontoret anede ikke, hvordan de skulle tælle eller styre programmerne, så det var eleverne, der måtte overtage styringen. I frikvartererne summede klasselokalet som en hel computersværm; der var over 50.000 spil i omløb på klassen. Højdepunktet var den dag, den første “bærbare” computer landede i lokalet – en Commodore SX-64. Den lignede en militærkuffert, vejede et halvt ton og krævede råstyrke overhovedet at løfte, men for drengene var det fremtiden, de holdt i hænderne.
I 1993 skiftede tiderne, men nørderiet stoppede aldrig. Rejsen fortsatte, og i 1997 tog Arn på højskole. Det var her, midt i halvfemsernes medierevolution, at han mødte internettet for allerførste gang. Højskolen havde sat en såkaldt proxyserver op for at spare på det langsomme telefonnetværk, men de havde ikke regnet med Arns appetit på teknologi. Han fandt ud af at støvsuge nettet for film og musik, og han gemte så store mængder på serveren, at IT-chefen til sidst kom løbende i panik: “Du er nødt til at lade være med at gemme så meget, du fylder hele højskolens server!” Men Arn havde set lyset. Internet- og serverteknologien var kommet for at blive.
I slutningen af halvfemserne, i 1999, købte Arn sin egen stationære PC, og herfra tog han fuldstændig kontrollen over sit eget digitale liv. Han byggede sin allerførste hjemmeside helt fra bunden i rå HTML-kode, og han satte sin egen server op derhjemme. Siden 1999 har den server kørt nonstop – fireogtyve timer i døgnet, år ud og år ind. I 2001 koblede han sin egen mailserver på, så han aldrig var afhængig af store firmaer som Google eller Microsoft for at sende en besked.
I dag står der en sand monstermaskine på bordet. En computer med så mange hestekræfter, at den kan køre de tungeste e-sportsprogrammer, film, musik og racersimulatorer i absolut topfart uden så meget som at blinke. Men når Arn og Klaus Emilius kigger ud på verden i dag, ryster de på hovedet. De ser en ungdom og et samfund, der suser afsted i en alt for hurtig udvikling. Folk render rundt med deres små mobiltelefoner og scroller åndssvagt på sociale medier, mens de tror, de er teknologiske genier – men de aner ikke, hvordan tingene reelt hænger sammen bag skærmen. De kender ikke til ti års slid med tyskure, og de ved ikke, hvad en muchef er.
Men på MC Egnen gør man tingene anderledes. Arns server og hjemmesider kører i dag udelukkende på 100% ren, grøn strøm direkte fra danske vindmøller. Det er det ultimative modsvar til den overfladiske verden: Et uafhængigt, uovervindeligt tech-imperium, bygget på 40 års sand viden, omhu og tålmodighed. Og herfra vil flaget bølge langt, langt ud i fremtiden.
