I dag er det 25 år siden, at Evald Klaus Emilius lavede sin første soloudstilling med banebrydende performancekunst på et dansk rådhus. Det var en udstilling, som ingen i Danmark havde set magten til før, og den rummede mange af mine malerier.

Egentlig var planen, at jeg mandag den 1. oktober 2001 ville have udstillet verdens største øloplukker. Den er flere hundrede meter lang, kræver 90 mennesker for at virke og fylder tre lastbiler, når den er med på Grøn Koncert. Det blev dog ikke til noget, da der simpelthen ikke var plads til den på rådhuset.

I stedet udstillede jeg mig selv som et levende, menneskeligt kunstværk. Samme dag lavede jeg en voldsom kunstprovokation med en manuel kørestol. Jeg havde en pose popcorn med fra Grøn Koncert for at “save en pose frivillige over”. Derefter savede jeg et af mine egne malerier over og smadrede det mod kørestolen. Det var dog ikke nok; jeg tog også flere tastaturer og savede dem midt over som en protest mod, at computerudviklingen gik alt for stærkt – en pointe, der er mindst lige så aktuel i dag.

Højdepunktet kom, da jeg savede min egen kørestol over. Den indgik efterfølgende i en rå ruminstallation som et stærkt symbol på en muskelsvindlers totale afhængighed af sine hjælpemidler. Da happeningen var slut, gik jeg ud til min bil, kørte hjem til mit daværende rækkehus, og dagen efter glødede telefonen, fordi de store aviser ville skrive om mig. Rådhusets pedel var dog knap så imponeret og blev ret sur over al virakken.

Dette var ægte performancekunst, skabt under navnet The Rolling Piece of Art.

Jeg er bestemt ikke stoppet med at skabe kunst, men min rejse har taget en ny retning. For mig er maleriet et overstået kapitel. Maleriet som udtryksform er slut. I stedet har jeg rettet mit fokus og min kreative energi mod Kunstbien.

Kunstbien er platformen, hvor kunsten for alvor rykker ud i virkeligheden og udfordrer rammerne. Her handler det ikke om at fange motiver på et fladt lærred, men om at skabe levende dialog, provokationer og installationer, der mærkes. Det er kunst, der tager stilling til livet, samfundet og de systemer, vi navigerer i – præcis som da kørestolen mødte saven i 2001.