Når man starter på en højskole som Egmont, er der utrolig mange fagmuligheder. Det var svært at vælge. Men jeg havde aldrig i min vildeste fantasi drømt om, at jeg skulle vælge noget med kunst. Alligevel tog jeg springet og valgte faget “Kunst mod år 2000”.

Faget blev undervist af en fantastisk lærer, som lærte mig alt, hvad jeg ved om kunst i dag. Han var så dygtig, at han i dag er manden bag et helt kunstmuseum i Aalborg. Han mødte mig med åbent sind, og gennem undervisningen og vilde ekskursioner ind i samtidskunsten skete der noget: Jeg blev inspireret til at lave mit helt eget værk

Set ud fra en muskelsvindlers synsvinkel skabte jeg noget, ingen kunstner havde lavet før. Jeg tog en el-kørestol, skilte den fuldstændig ad i 437 enkeltdele, og hængte dem op i loftet i et stramt, systematisk system. Værket fik navnet “Eksploderet Roltec”.

Værket blev en stor ruminstallation, der strakte sig over hele lokalet – både vandret og lodret. Den fungerede som et markant symbol på handicappedes totale afhængighed af praktiske hjælpemidler. Samtidig var det en helt ny konstruktion af en industriel, færdiglavet genstand, som tvang beskueren til at se på kørestolen med helt nye øjne. Værket fangede opmærksomheden, og historien kom dengang i avisen i år 2000.

Arbejdet med den eksploderede kørestol satte gang i en lavine af kreative idéer. Min manuelle kørestol blev også en del af kunsten. Under en kunstmesse i Berlin begyndte jeg pludselig at skille den ad – til stor forbløffelse for både publikum og security-vagterne!

Hjemme på højskolen trykte jeg T-shirts med teksten: „I’m not a Rolling Stone, I’m a Rolling Piece of Art”. Sangen “The Rolling Piece of Art” blev skabt, og jeg endte endda med at optræde i min T-shirt i et tv-indslag på TV2.

Tiden på højskolen var ekstremt produktiv. Jeg startede en elevavis, lavede en menneskestor epoxy-figur sammen med en anden elev i temaugen, og kodede min allerførste kunsthjemmeside på nettet (Kunstbien).

Efter det år kunne jeg slet ikke lade være med at lave kunst ud af alt, hvad jeg mødte på min vej.

Min vigtigste lektion fra dengang er klar: Man kan altid blive kunstner. Man behøver hverken at kunne læse eller stave perfekt. Man skal bare have en masse sindssyge idéer og modet til at gennemføre dem. Selv når man har muskelsvind, kan man blive til noget stort.

Jeg kan simpelthen ikke glemme Egmont Højskolen i dag. Den skole har hjulpet mig i hele min fremtid. Derfor fortjener de al den hjælp og støtte, jeg overhovedet kan give dem. Tænk at en højskole og et kunstfag kunne flytte så mange grænser.