Dengang jeg gik på efterskole, kunne jeg stadig gå. Jeg var skolens spasmager og kunne få alle til at grine – og jeg tog også gerne tykt gas på min egen muskelsvind. Dengang kunne jeg lave sjov med næsten alt, men sådan er det ikke længere her i 2025. Sygdommen har ramt mig hårdt i dag, og humøret er ikke helt det samme.
Det var på efterskolen, jeg for alvor lærte at skrive. I dag foregår stort set alt mit skriveri på computer, da mine hænder næsten kun kan klare et tastatur.
Jeg husker de to fantastiske år på efterskolen med stor glæde. En af de helt store og uforglemmelige oplevelser var, da jeg fik lov til at prøve en tur i en Peugeot 205. Bilen var næsten fabriksny – den var vist kun et år gammel – og den tilhørte forstanderens mor. Det var en fantastisk maskine at sidde bag rattet i. Dengang i slutningen af 1980’erne var loven helt klar: Man skulle være 18 år for overhovedet at må køre bil. Jeg var kun 16 år og slet ikke gammel nok til et kørekort, så det gav et helt særligt adrenalinsus at få lov til at styre den. Det føltes som et kæmpe privilegium, for det var bestemt ikke alle på efterskolen, der fik sådan en chance.
Når jeg tænker tilbage på min efterskoletid, foregik det hele før 1991. Det er over 30 år siden i dag, men minderne og følelsen af frihed i den bil lever stadig i bedste velgående.
